dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Trods forsinkelser: Alle kan være vaccineret til sommer

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle voksne kan være færdigvaccineret i uge 26, der løber til 4. juli.
28. JAN 2021 14.46

Trods forsinkelser i leverancer af vacciner forventer Sundhedsstyrelsen fortsat, at alle voksne kan være færdigvaccineret til sommer, hvis man altså ønsker en vaccine.

Tidsplanen er dog skubbet en uge, så anden runde af vaccinationer vil være afsluttet i uge 26, der løber til og med 4. juli. Det viser Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender. Planen er blevet forlænget med en uge. Den løb tidligere til og med uge 25 eller 27. juni.

Danmark modtager markant færre vacciner i marts end tidligere forventet, og derfor er tidsplanen blevet skubbet væsentlig længere for flere af de grupper, der skal vaccineres først.

Forsinkelsen betyder blandt andet, at gruppen "udvalgte personer i risikogruppen", der samlet udgør cirka 190.000, må vente til udgangen af april med at være færdigvaccineret. Det er en måned senere end tidligere planlagt.

For deres pårørende er tidsplanen skubbet to måneder til udgangen af april, mens planen for personer mellem 80-84 år er skubbet tre uger til slutningen af april.

Prognosen er dog behæftet med usikkerhed, da den bygger på en forventning om vacciner, der endnu ikke er godkendt. 

Den næste i rækken er fra AstraZeneca, som kan blive godkendt fredag i EU. Dernæst forventes en vaccine fra amerikanske Johnson & Johnson at blive godkendt inden for de næste par måneder.

Snart de 85+-årige

"I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed. Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer", skriver Sundhedsstyrelsen.

Indtil videre har man i Danmark vaccineret ældre på plejehjem, ældre, der får hjemmehjælp, personer i særlig risiko samt ansatte i sundheds- og ældresektoren.

I weekenden vil man begynde at tage hul på vaccinationerne af personer over 85 år.

- Vores absolut primære fokus er at få vaccineret vores ældre og øvrige mest sårbare. Og med det begrænsede antal vacciner, som vi råder over lige i øjeblikket, er der ikke plads til at påbegynde vaccination af andre grupper, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse.

Først i starten af april vil man efter planen begynde at vaccinere den del af befolkningen, der er under 65 år og ikke er i særlig risiko.

Se den opdaterede vaccinationskalender her

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.